12 trin siger:
“Når vi som følge af disse trin havde haft en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt, hvad vi gjorde.”
Men hvad er “disse principper”? Følgende er hvad der findes, ved at studere Store Bog, Anonyme Alkoholikere 3.udgave(SB ), sammen med Tolv trin og tolv traditioner 1. udgave(12X12 ) og Som Bill ser på det (SBSPD)
Checkliste om at praktisere principperne Passager i, ” Anonyme Alkoholikere”[Udover nedenstående er “principper” nævnt i Store Bog på side 18, 41, 80, 105-106, 109, 130 (fodnote), 145, 160.]
SB s. 15 — (principer for AA grupper & AA som helhed = 12 Traditioner)
Ligesom vi havde fundet de principper, som den enkelte alkoholiker kunne leve efter, måtte vi også udvikle principper, hvormed AA-grupper og AA som helhed kunne overleve samt fungere effektivt. Man mente, at ingen alkoholiker, mand eller kvinde, kunne blive udelukket fra vort fællesskab; at vore ledere kunne tjene, men aldrig regere; at hver gruppe skulle være selvstændig, og at der ikke skulle være nogen professionel udøvelse af terapi. Der skulle ikke være nogen afgifter eller noget gebyr; vore udgifter skulle betales af egne frivillige bidrag. Der skulle være så lidt organisation som muligt, selv på vore servicekontorer. Folk skulle frivilligt komme til os. Vi burde ikke annoncere. Det blev bestemt, at alle medlemmer burde være anonyme i presse, TV, radio og film. Under ingen omstændigheder måtte vi underskrive dokumenter, indgå samarbejde eller deltage i offentlige diskussioner.
(Mere om de 12 Traditioner) SB 2. 38 —
Min ven havde understreget det nødvendige i at efterleve disse principper i alt, hvad jeg foretog mig. Især var det vigtigt at arbejde med andre, som han havde arbejdet med mig. Tro uden gerning var en død tro, sagde han, og hvilken forfærdende sandhed var ikke dette for alkoholikeren. For hvis alkoholikeren undlod at udvikle og fuldkomme sit åndelige liv gennem arbejde og selvfornægtelse over for andre, kunne han ikke overleve de prøvelser og mindre gode dage, som med sikkerhed lå forude. Hvis han ikke gjorde dette arbejde, ville han med sikkerhed drikke igen, og drak han, ville han dø, og så ville troen for alvor være død. Sådan er det bare med os alkoholikere..
(Mere om arbejde med andre) SB s. 61-62 — (Åbent sind)
Så forelagde de det åndelige svar og handlingsprogrammet, som hundredvis af dem med held havde fulgt. Skønt jeg kun havde gået ubetydeligt i kirke, var disse forslag, rent intellektuelt, ikke vanskelige at forstå. Men handlingsprogrammet, skønt ganske fornuftigt, lød temmelig drastisk. Det betød, at jeg ville blive nødt til at kaste adskillige livslange forestillinger ud ad vinduet. Det var ikke let. Men i samme øjeblik, jeg besluttede at gennemføre processen, fik jeg en besynderlig fornemmelse af, at min alkoholiske tilstand forlod mig, og dette viste sig faktisk at være sandt. Af samme vigtighed var opdagelsen af, at de åndelige principper ville løse alle mine problemer. Siden er jeg blevet vist en livsholdning, som er langt mere tilfredsstillende og – håber jeg – mere anvendelig end det liv, jeg tidligere havde levet. Ikke fordi min gamle livsstil på nogen måde var slet, men jeg ville ikke bytte de bedste stunder fra dengang, med de værste nu. Jeg ville ikke gå tilbage – selv om jeg kunne.
(Mere om Åbent sind) SB s. 65-66 — (villighed er en åndelig grundpille)
Vi behøvede kun at stille os selv et enkelt spørgsmål: »Tror jeg nu, eller er jeg overhovedet villig til at tro, at der findes en Magt større end mig selv?« Når et menneske kan sige, at han tror, eller er villig til at tro, kan vi bestemt forsikre ham, at han er på vej. Dette er blevet bevist blandt os gang på gang, at på denne enkle hjørnesten kan et vidunderligt, virkende, åndeligt grundlag bygges.* Det var gode nyheder for os, for vi havde ikke forventet, at vi kunne gøre brug af åndelige principper, medmindre vi kunne acceptere en masse om tro, som syntes for vanskeligt.
(Mere om villighed) SB s. 76 —
Mange af os udbrød: »Hvilket program! Det klarer jeg aldrig!« Tab ikke modet. Ingen af os har kunnet følge disse principper til punkt og prikke. Vi er ikke helgener. Sagen er blot den, at vi er villige til at udvikle os efter åndelige retningslinier. De principper, vi har nedskrevet, er vejledninger til, hvordan man gør fremskridt. Vi foretrækker åndelig vækst – fremfor åndelig fuldkommenhed.
(Mere om at udvikle sig efter åndelige retningslinjer) SB s. 93 —
Skønt disse genopretninger kan tage sig højst forskelligt ud, er der dog nogle generelle principper, som vi finder vejledende. Idet vi minder os selv om, at vi har besluttet at gå til den yderste grænse for at opnå en åndelig opvågnen, beder vi om at få styrke og vejledning til at gøre det rette, uanset hvad de personlige konsekvenser end måtte blive. Måske mister vi vor stilling eller omdømme, eller vi risikerer fængsel, men vi er villige. Det må vi være. Vi må ikke vige tilbage for noget.
Som regel er andre imidlertid også indblandet. Derfor må vi ikke spille den overilede og ubetænksomme martyr, som unødvendigt ofrer andre for at redde sig selv fra alkoholens faldgrube.
(Mere om at gøre den næste rigtige ting) SB s. 96 —
Jo, der ligger lang tids genopbygning foran os. Vi må tage føringen. En angerfuld mumlen om at vi beklager, gør ikke sagen klar. Vi bør sætte os sammen med familien og analysere fortiden, som vi opfatter den nu, og være varsomme med ikke at kritisere dem. Deres defekter kan være nok så iøjnefaldende, men der er stor sandsynlighed for, at vore egne handlinger bærer en stor del af ansvaret. Vi gør rent bord med familien og beder hver morgen under vor morgenmeditation vor Skaber vise os vejen til tålmodighed, tolerance, venlighed og kærlighed.
Det åndelige liv er ikke en teori. Vi bliver nødt til at leve det. Medmindre familien ytrer ønske om at leve efter åndelige principper, mener vi ikke, man bør tvinge dem til det. Vi skal ikke uafladelig tale om åndelige forhold. De vil selv ændre sig med tiden. Vor adfærd vil virke mere overbevisende end vore ord.
(Mere om oprydning)
(Mere om tålmodighed)
(Mere om kærlighed og tolerance) SB s. 100 —
Som regel afslutter vi meditationen med en bøn, hvor vi beder om, at vi gennem dagen må blive vist, hvad vej vi skal gå, og at vi må få det nødvendige for at løse dagens problemer. Vi beder især om, at vi må blive befriet for egensindighed og passer omhyggeligt på ikke blot at bede om noget for os selv. For os selv må vi imidlertid bede om, at andre må blive hjulpet. Vi passer på aldrig at bede til vor egen egoistiske fordel. Mange af os har spildt tid på dette, og det virker ikke. Det er let at forstå hvorfor.
Hvis forholdene taler for det, kan vi bede vor hustru eller venner om at deltage i morgenmeditationen. Tilhører vi en religiøs forsamling, som har en bestemt morgenandagt, deltager vi også i den. Er vi ikke medlemmer af nogen religiøs menighed, udvælger og husker vi ofte nogle få bønner, som fremhæver de principper, vi har omtalt. Der findes også mange bøger, som kan være til hjælp. Forslag til disse kan man eventuelt få af præsten i éns kirkesamfund. Vær hurtig til at opfatte, hvor religiøse mennesker har ret, og gør brug af deres tilbud.
(Mere om åbent sind)
(Mere om at gøre det rigtige) SB s. 109-110 —
Det drejer sig ikke om spørgsmålet om at give, men hvordan og hvornår du giver. Dette gør ofte forskellen mellem fiasko og succes. l samme øjeblik vi lægger vort arbejde på serviceplanet, så begynder alkoholikeren at regne med vores hjælp – snarere end Guds. Han hyler på dette og hint og påstår, han ikke kan styre alkoholen, før der er taget vare på hans materielle behov. Pjat! Nogle af os har måttet tage imod hårde slag for at lære denne sandhed: Job eller ej – hustru eller ej – vi holder simpelt hen ikke op med at drikke, så længe vi sætter afhængighed til andre mennesker foran afhængigheden af Gud.
Ideen må ætses ind i enhver mands bevidsthed, at han kan blive rask uafhængig af andre. Den eneste betingelse er, at han stoler på Gud – og får muget ud.
Nu til de interne problemer. Måske forekommer der en skilsmisse, separation eller blot et spændt forhold. Når din kandidat har helet det, han kan over for familien, og omhyggeligt fortalt dem om de nye principper, han lever efter, må han fortsætte med at praktisere disse principper i hjemmet. Naturligvis hvis han er så heldig at have et hjem. Selv om familien fejler i mange henseender, må det ikke bekymre ham. Han må koncentrere sig om sin egen åndelige udøvelse. Skænderier og kritik må undgås for enhver pris. l mange hjem er dette vanskeligt, men det er nødvendigt, hvis man vil opnå et resultat. Hvis han stædigt holder fast ved dette nogle måneder, vil virkningen på familien være bemærkelsesværdig. De mest uforenelige mennesker opdager, at de har et grundlag, hvor de kan mødes. Lidt efter lidt indser familien deres egne fejl – og erkender dem. Disse kan så diskuteres i en atmosfære af venlighed og hjælpsomhed.
(Mere om at stole på Gud)
(Mere om at give)
(Mere om at rydde op) SB p. 121 — (Undgå vrede ved at praktisere tålmodighed og rolig adfærd)
Den første betingelse for, at det skal lykkes, er, at du aldrig må blive gal i hovedet. Også selv om din mand bliver uudholdelig, og du må forlade ham for en tid, må du, hvis det er muligt, rejse uden bitterhed. Tålmodighed og et godt humør er en absolut nødvendighed.
SB . 112 — (Arbejde med andre)
Han har formentlig flere alkoholiske venner i sin bekendtskabskreds. Du kan eventuelt foreslå, at l begge begynder at interessere jer for én af dem. Alkoholikere kan lide at hjælpe andre alkoholikere. Måske vil din mand være villig til at tale med én af dem.
Hvis denne måde til at komme ind på problemet ikke fanger hans interesse, er det måske bedst at lade emnet falde, men efter en venskabelig samtale vil din mand som regel selv tage emnet op på ny. Det kan kræve tålmodig venten, men det er umagen værd. l mellemtiden kan du eventuelt prøve at hjælpe hustruen til en anden med samme problem. Handler du efter disse principper, holder din mand måske op eller begynder at begrænse det.
(Mere om at arbejde med andre) SB p. 115 — (Brug ærlighed til at overvinde selvoptagethed)
Vi mener, at størsteparten af denne forlegenhed er unødvendig. Selv om du ikke behøver at diskutere din mand med alle, så kan du roligt lade dine venner kende naturen af hans sygdom. Men du må passe på ikke at skade din mand eller sætte ham i forlegenhed.
Når du omhyggeligt har forklaret disse mennesker, at han er et sygt menneske, vil du have skabt en anden atmosfære. Forhindringer, som er opstået mellem dig og dine venner, vil forsvinde med den voksende sympati og forståelse. Du vil ikke længere føle dig generet eller føle, at du må undskylde din mand, som var han en svag karakter. Han kan være alt andet end det. Dit nyerhvervede mod, din gode natur og manglende selvoptagethed vil udvirke mirakler i din omgang med andre.
De samme principper gælder i din omgang med børnene. Medmindre de rent faktisk har brug for at blive beskyttet mod deres far, er det bedst ikke at tage parti, hvis han har skænderier med dem under drikkeriet. Brug din energi på at skabe bedre forståelse i det hele taget, så vil den forfærdelige spænding, som hviler over ethvert hjem med en problemdrikker, løsnes.
(Mere om ærlighed) SB p. 116-7 — (Stol på Gud)
Der findes en anden lammende frygt. Du kan være angst for, at din mand mister sin stilling; du tænker på skammen og de trange kår, der vil komme til dig og børnene. Måske må du gøre den erfaring. Eller måske har du allerede prøvet det flere gange. Skulle det atter ske, så prøv at se det i et andet lys. Måske vil det vise sig at være en velsignelse. Måske overbeviser det din mand om, at han ønsker at holde op for bestandig. Og så ved du, at han kan holde op, hvis han vil. Gang på gang har denne tilsyneladende katastrofe vist sig at være til vort eget bedste, for den åbnede for vejen, som ledte os til at opleve Gud.
Vi har andetsteds gjort opmærksom på, hvor meget bedre livet er, når det leves på et åndeligt plan. Hvis Gud kan løse alkoholismens gamle gåde, kan Han også løse dine problemer. Vi hustruer opdagede, at vi, som alle andre, var plagede af stolthed, selvmedlidenhed, forfængelighed og alt, hvad der ellers skal til for at skabe et selvcentreret menneske, og vi lå heller ikke bagefter i egoisme og uærlighed. Som vore mænd var begyndt at anvende åndelige principper i deres liv, begyndte vi at se det ønskværdige i at gøre ligeså.
I starten troede nogle af os ikke, vi havde denne hjælp behov. I det hele taget mente vi, at vi var ganske udmærkede kvinder og i stand til at blive endnu bedre, hvis bare vore mænd holdt op med at drikke. Men det var en dum idé, at vi skulle være for gode til at have behov for Gud. Nu forsøger vi at få de åndelige principper til at fungere i hver del af vore liv. Når vi gør det, opdager vi også, at det løser vore problemer. Den efterfølgende mangel på frygt, bekymring og sårede følelser, er en vidunderlig fornemmelse.
(Mere om at stole på Gud) SB s. 133 — (Undgå smertefuld sladder)
Vi familier i Anonyme Alkoholikere gemmer kun på få skeletter i skabene. Enhver er bekendt med de andres alkoholproblemer. Det er vilkår, som i det almindelige liv ville forårsage uoprettelige skader, som måske vil være årsag til skandaløs sladder, skadefryd på andres bekostning, og en tendens til at drage fordel af fortrolige oplysninger. Blandt os hører disse ting til sjældenheder. Vi taler ikke ret meget om hinanden, men vi omfatter uvægerlig den slags tale med en kærlig og tolerant ånd.
(Her er der tale om en uheldig oversættelse. “Vi taler ikke ret meget om hinanden, men vi omfatter uvægerlig den slags tale med en kærlig og tolerant ånd.” Som er oversat fra Page 125: “We do talk about each other a great deal, but we almost invariably temper such talk by a spirit of love and tolerance”.
hvilket jo er det stik modsatte af den danske tekst)
Et andet princip, som vi, er omhyggelige med at overholde, er, at vi ikke beretter om en andens erfaring, medmindre vi er sikre på, at han vil billige dette. Når det er muligt, finder vi det bedre at holde os til vore egne erfaringer.
(Mere om kærlighed)
(Mere om tolerance) SB p. 127-8 — (Yde fremfor at nyde)
Når hvert medlem i en bitter familie begynder at indse deres mangler og indrømme dem for hinanden, danner det basis for en nyttig samtale. Disse familiesamtaler vil være konstruktive, hvis de kan fortsætte uden hidsige skænderier, selvmedlidenhed, selvretfærdighed eller harmdirrende kritik. Lidt efter lidt vil mor og børn indse, at de stiller for store krav, og faderen vil erkende, at han yder for lidt. Yde – fremfor at nyde – vil være det vejledende princip.
SB p. 130 — (Gudsbevidst men føderne plantet på jorden)
De af os, som har brugt meget tid i en verden fuld af indbildning, har måske indset det barnlige i dette. Denne drømmeverden er blevet erstattet af en mægtig følelse af mening, efterfulgt af en voksende bevidsthed om Guds-kraften i vore liv. Vi er begyndt at tro, at Han ønsker vi skal holde hovedet i himlen med Ham, men at vore fødder bør være fast forankrede ved jorden. Det er dér vore rejsefæller befinder sig, og det er dér, vort arbejde skal gøres. Dette er virkeligheden for os. Vi har ikke fundet noget uforeneligt mellem en kraftfuld åndelig oplevelse og et fornuftigt og lykkeligt liv i brugbarhed.
Her er endnu et forslag: Uanset om familien har en åndelig overbevisning eller ej, vil det være en fordel at sætte sig ind i de principper, alkoholikeren forsøger at leve efter. De kan næppe undgå at anerkende disse enkle principper, selv om husets overhoved stadig mislykkes til en vis grad i sin udøvelse af de åndelige principper.
SB p. 570 —
Vi vil gerne eftertrykkeligt slå fast, at enhver alkoholiker, der ærligt er i stand til at betragte sine problemer i lyset af vore erfaringer, kan »blive helbredt«, forudsat han ikke lukker ethvert åndeligt begreb ude. Han kan kun lide nederlag ved en intolerant holdning eller en krigerisk benægtelse.
Vi mener ikke, nogen bør have besvær med åndeligheden i programmet. Villighed, ærlighed og et åbent sind er de væsentligste forudsætninger for helbredelse. Men de er også uundværlige.
“Der er ét princip, som er en barriere for al information – et vidnesbyrd mod alle argumenter – og som ikke kan undgå at holde et menneske i evig uvidenhed, det er princippet fordømmelse uden forundersøgelse eller efterforskning.”
Herbert Spencer
(Mere om ærlighed)
Lad os hvad vi kan finde om principper i:
“Tolv trin og tolv traditioner”
(udover nedenståender er “Principper” nævnt i 12 & 12 på side 14, 16, 109, 116, 181, 189.)
12X12 s. 191 —
12. Tradition:
“Anonymitetet er det åndelige grundlag for alle vore traditioner, der til stadighed minder os om , at princippet går forud for personer.”
(Mere om anonymitet) 12X12 s. 15 — (De 12 trin er en samling principper)
AA’s Tolv Trin er nogle principper med åndeligt grundlag, som kan forhindre den besættende trang til at drikke, hvis de praktiseres som en livsholdning, og sætter den ramte i stand til at blive et tilfreds og brugbart menneske.
(Mere om de 12 trin) 12X12 s. 20 — (Styrke gennem at indrømme nederlag)
Af erfaring ved vi, at det ikke hjælper en alkoholiker at søge AA, medmindre han er villig til at indrømme sin altødelæggende defekt og se all de konsekvenser, den medfører, i øjnene. Indtil han således har ydmyget sig, vil hans ædruelighed, hvis den da overhovedet eksisterer, være i fare, og han vil aldrig finde den virkelige harmoni. Dette er selve fundamentet for en AA-tilværelse, hævet over enhver tvivl af utallige eksempler, og det er et faktum, at vi ikke finder nogen varig styrke, før vi har erkendt vort totale nederlag. Dette er basisgrundlaget fra hvilket hele vor organisation er udsprunget og har udviklet sig.
(Mere om overgivelse) 12X12 s. 22 — (principler er vores redningsplanke)
I de Første år AA eksisterede, kunne ingen, bortset fra de allerværst tilredte, erkende og overskue disse ubehagelige kendsgerninger, og selv i de sidste krampetrækninger nægtede mange at se i øjnene, hvor håbløs deres tilværelse egentlig var. Men Nogle få gjorde det, og når disse få klamrede sig til AA-principperne, så desperat som en druknende klammer sig til en redningsplanke, så kom de sig næsten altid.
(Mere om overgivelse) 12X12 s. 22-23 — (Bringe budskabet videre)
Hvem gider ofre tid og energi på at bringe AA-budskabet videre til andre alkoholikere? Næh – gennemsnitsalkoholikeren, egocentrisk som han er til det sidste, bryder sig ikke om disse principper, medmindre han er tvunget til det for at forblive i live.
(Mere om bringe budskabet videre) 12X12 s.41 —
Med rette er de blevet forledt til at tro, at foruden alkoholproblemet lader de mange andre problemer sig ikke bekæmpe alene ved egen styrke og nu viser det sig pludselig, at der e r visse ting, kun han selv kan gøre. Helt selvstændigt, og baseret på sine egne forhold, må han selv udvikle kvaliteten af sin villighed. Når han udviser denne villighed, er han selv den eneste, der kan beslutte, hvor store anstrengelser han vil præstere, og i disse forsøg foretager han en handling, en handling ud fra sin egen frie vilje.
Hvert af Trinene kræver en vedvarende og personlig indsats for at tilpasse sig princippet og således Guds vilje – mener vi.
l vort forsøg på at tilpasse os Guds vilje er det, vi bruger programmet på den rigtige måde, og for enhver af os var dette den mest forunderlige åbenbaring. Alle vore problemer opstod i misbruget af vor viljestyrke.
Vore forsøg var gået ud på at angribe problemerne med viljen, frem for at forsøge at bringe den i overensstemmelse med det formål, Gud havde med os. At øge muligheden for at forstå Guds vilje med os er formålet med AA’s Tolv Trin, og det Tredje Trin er nøglen, der åbner døren.
(Mere om de 12 trin) 12X12 s.48 –(karakterdefekter er et brud på moralske principper)
Lad os overveje at lave en liste over nogle af de mere grelle personlige defekter, som vi alle mere eller mindre er behæftet med. Til dem med en religiøs baggrund vil en sådan liste måske vække modvilje af moralske grunde
(Være et brud på moralske principper – egen oversættelse), andre vil anse listen som en karaktersvaghed, mens atter andre vil betegne det som fejlvurderinger. Nogle føler sig generte, hvis det er et spørgsmål om umoralitet. Men enhver med en smule sund fornuft vil erkende, at der er ganske meget i vejen med os alkoholikere, og at en masse må ændres, hvis vi skal gøre os håb om ædruelighed og fremgang og en virkelig evne til at magte vort eget liv.
12X12 s. 57 — (erkende sine fejl til en anden)
At erkende sine fejl for et Andet menneske er ikke af nyere dato, det er et velkendt særpræg hos åndeligt vakte og dybt troende mennesker og har været kendt og værdsat i århundreder. Men religionen er ikke ene om at anvende disse principper. Psykiatere og psykologer påpeger det dybe behov, ethvert menneske har for en dybere indsigt og erkendelse af brist og mangler i egen personlighed og af at få disse diskuteret i samråd med en forstående og tillidsfuld person. Men når det drejer sig om alkoholikere, vil AA endda gå et skridt videre. De fleste af os har indset, at uden en frygtløs erkendelse, i samråd med en anden, kan vi ikke forblive ædru, for det synes at være en kendsgerning, at uden absolut villighed kan Gud ikke trænge igennem og uddrive vor besættelse.
12X12 s. 70 — (ydmyghed – det grundlæggende princip)
Hele grundlaget for AA’s Tolv Trin er i Virkeligheden udvikling af større ydmyghed. Ingen alkoholiker kan bevare sin ædruelighed uden et vist mål af ydmyghed, og så godt som enhver AA’er har opdaget, at medmindre han udvikler langt mere af denne skønne egenskab, end det kræver at holde sig ædru, så har han ikke de største chancer for at finde den sande tilfredshed i livet. Det er vanskeligt at finde en mening med tilværelsen uden ydmyghed – og ligeså at have den fornødne tillid til at imødegå enhver form for uforudsete vanskeligheder.
(Mere om ydmyghed) 12X12 s. 114-115 — (Checkliste om at praktisere disse principper)
Vi er nu nået til et andet vigtigt spørgsmål. Hvad med at praktisere disse principper i alle livets forhold? Kan vi elske hele menneskeheden med samme inderlighed, som den lille procentdel vi støder på, når vi forsøger at hjælpe andre alkoholikere til ædruelighed? Kan vi bære den samme ånd af kærlighed og tolerance ind i vore ofte splittede familieforhold, som vi praktiserer i vor AA-gruppe? Kan vi vise den samme tro og tillid til disse mennesker, som ofte er blevet forkrøblede og besmittede af vor lidelse, som vi giver vor sponsor. Kan vi helhjertet bære AA-ånden ind i vort daglige arbejde? Kan vi fastholde vor nyerhvervede ansvarsfuldhed til Verden som helhed? Kan vi bringe en bedre vilje og hengivenhed til den kirke, vi har valgt at tilhøre, og finde fornyet glæde ved livet under vore bestræbelser på at udvikle os i alle disse forhold?
Hvordan vil vi være i stand til at tage eventuelle fejltagelser eller succeser? Kan vi affinde os med begge, uden i det ene tilfælde at miste modet og i det Andet at kro os i stolthed? Kan vi acceptere fattigdom, sygdom, ensomhed eller smertelige tab af vore kære og stadig bevare vor sindsro uden at miste modet? Kan vi indstille os urokkeligt på ydmyghed, hvis mere fordelagtige og stabile omstændigheder bliver os nægtet?
12X12 s. 126
Dette lille stadium i AA’s Tolv Trin nærmer sig nu sin afslutning. Mange problemer har vi grundet over, og det kunne se ud, som om AA udelukkende består af uhyrlige dilemmaer og fejltagelser, som også er sandt til en vis grad. Vi har behandlet problemer, fordi vi er problemmennesker, der har fundet vej ud og bort fra disse, og denne viden ønsker vi at dele med enhver, der kan bruge den. Det er ved at acceptere og løse vore problemer, at vi begynder at kunne leve med os selv og den verden, der omgiver os, og med Ham, som råder over os alle. Nøglen til det rette grundlag(principper) og den rette holdning er forståelse. Nøglen til et godt liv er gerninger. Derfor er glæden ved et godt liv motivet med AA’s Tolvte Trin.
(Mere om at acceptere og løse vore problemer) 12X12 s. 130-131
Ved nærmere undersøgelse finder de snart nøglen til dette mærkværdige paradoks. AA-medlemmerne må tilpasse sig principperne for at få det bedre. Deres liv afhænger simpelthen af lydighed mod dis se åndelige principper. Fjerner han sig for langt fra dem, falder straffen hurtigt og kontant, han rammes atter at sin sygdom – og dør. I begyndelsen tvinger nøden ham, men kort erfarer han en livsholdning, som han ønsker at leve efter. Det går samtidig op for ham, at han ikke kan beholde denne ubetalelige gave, medmindre han også giver den bort. Hverken han selv eller andre kan overleve, medmindre de bærer AA-budskabet videre. Straks dette Tolvte-Trins arbejde formerer sig til en gruppe, finder man ud af noget andet, nemlig at de fleste enkeltpersoner ikke kan overleve, medmindre de befinder sig i en gruppe. Virkeligheden afslører da, at han kun er en del af et langt større hele, og at intet personligt offer er for stort, når det gælder fællesskabet. Han indser, at hans inderste krav og ambitioner må forstumme, når som helst disse er til skade for gruppen. Sandheden er, at gruppen MÅ overleve, ellers vil den enkelte dø.
Vi er nu tilbage, hvor vi begyndte. Hvordan lever og fungerer man bedst sammen i gruppen, dette må være hovedspørgsmålet. Rundt om i verden ser vi personligheder ødelægge hele folkeslag. Kampen for ære, rigdom og magt hudfletter menneskeheden som aldrig før. Hvis samtlige stærke personligheder stålsatte sig og kun stræbte efter fred og fordragelighed, hvad ville der da ske med vort bundt af uregerlige alkoholikere? Som vi engang kæmpede og tryglede for vor personlige genkendelse af helbredet, nøjagtig lige så ærligt begyndte vi at lede efter de principper, gennem hvilke AA som helhed må overleve. Strukturen af vort samfund blev hamret til på erfaringens ambolt.
(Mere om overgivelse) 12X12 p. 150 — (Tilpasse sig for at overleve)
Da de Første Traditioner blev offentliggjort i 1946, følte vi os overbeviste om, at en AA-gruppe kunne modstå selv de værste storme. Vi havde erfaret, at grupperne, nøjagtigt som de enkelte medlemmer, måtte tilpasse sig en form for afprøvede principper, son kunne garantere gruppens forsatte eksistens. Vi havde erfaret, at der var tilstrækkelig sikkerhed under forløbet af fejlslagen forsøg. Vi følte os så overbeviste om dette, at originalmanuskriptet til AA’s Traditioner bar denne betydningsfulde ordlyd: “Hvor to eller tre alkoholikere samles for at opnå ædruelighed, har de ret til at kalde sig en AA-gruppe, medmindre de som gruppe ikke er tilknyttet andetsteds.”
12X12 s. 194-195 — (anonymitet i presse, radio og tv)
Da denne bølge af tilbud om største offentlige godkendelse skyllede ind over os, indså vi, at det kunne gavne os enormt eller forvolde os ubodelig skade. Alt afhang af, hvordan vi greb det an. Vi kunne simpelthen ikke tillade os at tage chancen og lade selvbestaltede medlemmer præsentere sig som “Messiasser” og repræsenter AA for det ganske land. Lederinstinkterne i os kunne blive vor ruin. Hvis en eneste af os blev fremstillet beruset for offentligheden eller faldt for fristelsen til at bruge AA-navnet til egen vinding, kunne skaden blive uoprettelig. På dette niveau (aviser, radio, fjernsyn og film ) betød anonymiteten hundrede procents anonymitet, dette var den eneste løsning. Princippet måtte gå forud for personen – uden undtagelse.
(Mere om anonymitet) 12X12 s. 192 — Tradition 11 & 12 lang form
11 Vort forhold til offentligheden bør udmærke sig ved personlig anonymitet. Vi mener, AA bør undgå opsigtsvækkende reklame. Vore navne og billeder som AA-medlemmer bør ikke komme frem i radio, TV eller på offentligt tryk. Vor PR-virksomhed bør ledes af princippet om tiltræk- ning i stedet for agitation. Der er aldrig behov for at rose os selv. Vi er bedre tjent med at lade venner anbefale os. 12 Og til slut, vi i Anonyme Alkoholikere mener, at anonymitetsprincippet har en umådelig ånde- lig betydning. Det minder os om, at vi må sætte principper før personer; at vi er i en situation, hvor vi må praktisere ægte ydmyghed. At vi aldrig nogen sinde må lade vores store velsignelse ødelægge os; at vi altid må leve i taknemmelig meditation med Ham, der leder over os alle.
(Mere om anonymitet)
Lad os se hvad vi kan finde om principper i:
“Som Bill ser på det”
(udover nedenstående er principper nævnt på side 13, 226, 238, 273, 283, 328.)
SBSPD s. 21
De af os, der får mest ud af programmet, bruger hver især masser af tid på tolvtrinsarbejde i de første år. Det gjorde jeg, og havde min indsats været mindre, jeg var måske slet ikke forblevet ædru.
Men før eller siden stilles de fleste af os overfor andre forpligtelser – mod familie, venner og færdreland. Som I vil huske, taler tolvte trin om at “praktisere disse principper i alt hvad vi foretager os”. Jeg tror derfor, at beslutningen om at påtage dig et bestemt tovltetrinsarbejde skal tages ud fra din egen samvittighed. Ingen anden er i stand til at fortælle dig, hvad du bør gøre i en bestemt situation.
Jeg ved bare, at det på et eller andet tidspunkt ventes at dig, at du gør mere end at bringe AA-budskabet ud til andre alkoholikere. I AA er vort mål ikke kun ædruelighed. Vi forsøger at blive borgere i den verden, vi i sin tid afviste, og som afviste os. Dette er det endelige bevis for, at tovlte trins arbejde er det første, men ikke det endelige trin.
Brev, 1959
(Mere om at arbejde med andre)
SBSPD s. 26
Jo mere vi bliver villige til at stole på en Højere Kraft, des mere uafhængige bliver vi. Således er den afhængighed, AA praktiserer, i virkeligheden en måde at opnå Åndens sande frihed.
Det er Rystende at opdage, hvor afhængige vi virkelig er i hverdagen, og hvor lidt vi er klare over denne afhængighed. Ethvert moderne hus har elektriske ledninger, der fører energi og lys ind i det. Når vi med glæde accepterer vor afhængighed af dette tekniske vidunder, oplever vi os selv personligt som mere uafhængige, sikre og godt tilpas. Energien er præcis der, hvor der er brug for den. Denne mærkelige energi som så få fatter, imødekommer lydløst og driftsikkert vore helt enkle daglige behov.
Vi accepterer gladeligt dette princip som en sund form for afhængighed i mange af vore verdslige forhold. Derimod gør vi ofte voldsomt modstand overfor tilsvarende princip, når vi bliver bedt om at bruge det, som en vej til vækst i vort åndelige liv. Vi vil selvklart aldrig opnå frihed under Gud, før vi forsøger at fatte Hans vilje med os. Valget er vort.
12 og 12, s. 37-38 (Faktisk en omskrivning, ikke et citat fra side 37-38)
(Mere om at stole på Gud)
SBSPD p. 27
I AA lever vi efter åndelige principper, i begyndelsen fordi vi er nødt til det, senere fordi vi bør, og endelig fordi vi elsker det liv en sådan lydighed medfører. Stor lidelse og stor kærlighed er AA’s retningslinjer; vi har ikke brug for andre.
12 og 12, side 181-182 (omskrevet)
(mere om kærlighed)
SBSPD s. 70 — (sandhed og integritet)
Lige præcist hvordan og hvornår vi fortæller sandheden – eller forholder os tavse – kan tit afsløre forskellen mellem virkelig integritet og ingen overhovedet.
Trin 9 advarer os udtrykkeligt mod at misbruge sandheden, når det erklærer:” Vi gik direkte til disse mennesker for at gøre det godt igen, hvor det var muligt, undtagen hvor dette ville skade dem eller andre.” Dette fremhæver den kendsgerning, at sandheden både kan bruges til at såre og til at hele. Derfor er dette værdifulde princip i høj grad anvendeligt i processen hen mod integritet.
GRAPEVINE, august 1961
(mere om ærlighed)
SBSPD s. 76 — (kassere dårlige/virkningsløse principper til fordel for gode)
Al vækst indebærer forandring. Fra drikkeri til ædruelighed, fra uærlighed til ærlighed, fra konflikt til sindsro, fra had til kærlighed, fra barnagtig afhængighed til voksent ansvar. Alt dette og uendeligt meget mere står for en forandring til det bedre.
Sådanne forandringer fuldføres i troen på sunde principper og ved at praktisere dem. I vort tilfælde er vi nødt til at forkaste dårlige eller virkningsløse principper til fordel for gode principper. Serlv gode principper kan af og til erstattes af endnu bedre.
Alene Gud ændrer sig ikke. Kun Han har hele sandheden.
Brev, 1966
SBSPD s. 86 —
Vi er kommet til at tro på, at AA’s trin og traditioner til rehabilitering indeholder den grad af sandhed, vi har brug for til vort specielle formål. Jo mere vi praktiserer dem, des mere holder vi af dem. Så der er næppe tvivl om, at AA’s principper fortsat vil blive forfægtet i den form, de har nu.
Når nu vort grundlag er så endeligt formuleret som alt dette, hvad er der så tilbage, der kan ændres eller forbedres?
Svaret ligger lige for. Selv om vi ikke behøver at ændre på vore sandheder, kan vi givetvis forbedre den måde, vi bruger dem på over for os selv, over for AA som helhed og over for verden omkring os på. Vi kan til stadighed arbejde mere på “disse principper i alt, hvad vi gør”.
GRAPEVINE, februar 1961
SBSPD s. 94 — (At lære at tjene og at elske)
AA’s hovedformål er ædruelighed. Vi indser alle, at uden ædruelighed har vi intet.
Men det er muligt for det enkele medlem at øge dette enkle målsætning uanede mængder af vrøvl. Nogle gange kan vi høre ham sige, “Ædruelighed er mit eneste ansvar. Når alt kommer til alt, er jeg en rigtig flink fyr, undtagen når det kommer til flasken. Giv mig ædruelighed, så har jeg klaret det”
Så længe vor ven klamrer sig til dette bekvemme alibi, vil han gøre så små fremskridt med ansv aret og programmet i det virkelige liv, at han højst sandsynligt vil drikke igen. Det er derfor AA’s tolvte trin indtrængende råder os til at “efterlever disse principper i alt hvad vi foretager os”. Vi lever ikke bare for at være ædru. Vi lever for at lære, for at tjene og for at elske.
Brev, 1966
SBSPD s. 103 — (ærlighed, tolerance og sand kærlighed til andre og til Gud)
Principper går forud for magelighed
De fleste af os anså gode karaktertræk for ønskværdige. Det var indlysende, at vi havde brug for en god karakter for at kunne pleje vor selvtilfredshed. Når vi udviste ærlighed og moral i passende mængder, ville vi have bedre mulighed for at opnå det, vi virkelig ønskede os. Men hver gang vi skulle vælge mellem karakter og magelighed, blev karakteropbygningen glemt i jagten på det, vi troede var lykke.
Vi anså sjældent karakterudvikling for at være noget ønskværdigt i sig selv. Vi havde aldrig overvejet at gøre ærlighed, tolerance og sand kærlighed til mennesker og Gud til en del af vores hverdag.
12 og 12, side 73
Hvordan man omsætter en sand mental overbevisning til det rette følelsesmæssige resultat og dermed videre til et let, lykkeligt og godt liv, det er det selve livet handeler om.
GRAPEVINE, januar 1958
(Mere om at gøre det rigtige)
(Mere om ærlighed)
(Mere om kærlighed)
(Mere om tolerance)
SBSPD s. 158 — (tolerance, kærlighed, inclusiveness)
Vi lærte, at principperne for tolerance og kærlighed måtte understreges af reel handling. Vi kan aldrig overfor sige til nogen, at han skal acceptere vor opskrift eller blive udelukket. Ateisten kan stå frem til et AA-møde for fortsat benægte Gud og dog dele om , hvor meget hans holdning og livssyn er forandret. Vor erfaring vil fortælle os, at han efterhånden vil ændre sit syn på Gud, men ingen foreskriver ham, at han skal.
Vi videreudvikler princippet om det umistelige medlemskab og tolerance ved ikke at stille religiøse krav til nogen. Alle mennesker, der har en alkoholproblem og som ønsker at blive det kvit , fortager velvalgte justeringer i deres tilværelse. De bliver AA-medlemmer ved ganske enkelt at slutte sig til os. Det eneste, der er nødvendigt, er oprigtighed. Men selv det kræver vi ikke.
I en sådan stemeningomgåes den ortodokse, den uortodokseog ateisten til glæde og nytte. Muligheden for spirituel vækst står åben for alle.
Brev, 1940
SBSPD s. 221 —
Gud vil ikke svigte os
Jeg hører, at du klarer dig flot i al din modgang – modgang i forbindelse med dit helbred. Det giver mig lejlighed til at udtrykke taknemmelighed over, at du er kommet dig i AA, og især den inspirerende måde, du nu demonstrerer dets principper overfor os alle.
Det vil sikkert glæde dig at høre, at sådan går det næsten altid i AA. Jeg mener, at det skyldes, at vi er så overbeviste om, at Gud ikke vil svigte os i nødens stund. Det gjorde Han faktisk ikke, da vi drak, og sådan vil det nok fortsætte i resten af vores liv.
Naturligvis vil Han ikke redde os fra alle problemer eller modgang. Han vil heller ikke til sin tid redde os fra den såkaldte død – fordi den blot er en dør, der åbner sig til et nyt liv, hvor vi skal dvæle i Hans mange boliger. I den sammenhæng ved jeg, at du har en sikker tro.
Brev, 1966
SBSPD s. 223 — (Forfængelighed eller ydmyghed)
Vi må som fællesskab aldrig blive så indbildske at tro, at vi er forfattere og grundlæggere af en ny religion. Vi vil ydmygt tænke på, at hvert eneste af AA’s principper er lånt fra gamle kilder.
A.A. COMES OF AGE, s. 231
SBSPD s. 224 — (lederskab)
Intet fællesskab kan fungere uden en kompetent ledelse på alle niveauer, og AA er ikke nogen undtagelse. Men vi AA’ere gør os somme tider forestillinger om, at vi kan klare os næsten uden personlig leder overhovedet. Vi er gode til at fordreje den traditionelle forestilling om “principper går forud for personer” i så høj grad, at der ikke skulle være nogen “personlig” ledelse overhovedet. Dette ville snarere medføre ansigtsløse robotter, der forsøgte at gøre alle tilpas uden selv at gøre sig gældende.
. En leder i AA’s service er en mand (eller kvinde), der personligt kan omsætte principper, planer og holdninger i så engageret og virkningsfuld handling, at resten af os på en naturlig måde gerne vil bakke vedkommende op og hjælpe ham. Når en leder prøver på at dominere os, gør vi oprør, men hvis han spagfærdigt bliver den, der modtager ordrer og ikke udøver nogen selvstændig vurdering – ja, så er han ikke nogen virkelig leder.
TWELVE CONCEPTS, side 38, 39
(Mere om ledelse i AA)
SBSPD p. 278 — (anonymitet)
De færreste af os er anonyme i forhold til dem, vi omgås dagligt. På dette niveau har vi droppet anonymiteten, fordi vi mener, at vore venner og daglige kontakter bør kende til AA, og hvad AA har gjort for os. Vi vil også gerne af med frygten for at skulle indrømme, at vi er alkoholikere. Selvom vi indtrængende beder journalister om ikke at afsløre vor identitet, taler vi jævnligt i halvoffentlige forsamlinger. Vi vil gerne overbevise tilhørerne om, at alkoholisme er en sygdom, vi ikke længere er bange for at tale om i nogens påhør.
Men hvis vi vover os ud over denne grænse, mister vi princippet om anonymitet for evigt. Hvis den enkelte AA’er følte, at det stod ham frit for at offentliggøre sit eget navn, billede og historie, ville vi snart befinde os i et sandt orgie af offentlige personlige bekendelser.
GRAPEVINE, januar 1946
Selvom mange AA’ere stiller sig tvivlende overfor de såkaldte offentlige møder, går jeg ind for dem forudsat, at anonymiteten respekteres i pressereferater og at vi ikke beder om andet end forståelse.
Brev, 1949
SBSPD p. 303 — (kærlige rådgivere)
Hvis jeg ikke var blevet velsignet med kloge og kærlige rådgivere, var jeg nok brudt sammen for længe siden. En læge reddede mig en gang fra døden, fordi han tvang mig til at se i øjnene, at alkoholisme er dødelig. En anden læge, en psykiater, hjalp mig senere til at bevare forstanden, idet han fik mig til at tage fat på nogle af mine dybtliggende defekter. Fra en præst fik jeg de sande principper, som vi AA’ere nu forsøger at leve efter.
Men disse dyrebare venner gjorde langt mere end at forsyne mig deres professionelle færdigheder. Jeg opdagede, at jeg kunne komme til dem med et hvilket som helst problem. Jeg fik del i deres visdom og retskaffenhed blot ved at bede om det.
Jeg har haft præcis lige sådan med mange af mine kæreste AA-venner. De kunne tit hjælpe mig, hvor ingen andre kunne, blot fordi de var AA’ere.
GRAPEVINE, august 1961
SBSPD s. 310 — (Gensidig tillid)
Hele vort AA-program bygger på princippet om gensidig tillid. Vi har tillid til Gud, til AA og til hinanden. Derfor har vi også tillid til vore ledere i verdensservice. Den “beslutningsret” vi giver dem, har ikke kun et værktøj, der sætter dem i stand til at handle og lede effektivt. Den er også symbolet på vor ubetingede tillid.
Twelve Concepts p. 16
SBSPD s. 317 — (En dag ad gangen)
Jeg tror, at vision er evnen til at foretage de rette vurderinger, både for den umiddelbare og den fjernere fremtid. Nogle vil måske anse den form for stræben måske for at være kætteri mod “èn dag ad gangen”. Men dette gode princip henviser egentlig til vores mentale og følelsesmæssige liv og betyder hovedsagligt, at vi ikke græmmes over fortiden og heller ikke længselsfuldt dagdrømme om fremtiden.
Det kommewr uden tvivl til at gå ud over os, hvis vi indivuelt eller som fællesskab overlader fremtidens planlægning til en tåbelig idé om forsynets indgriben. Guds sande forsyn har udstyret os mennesker med betydelige evner for forudseenhed, og Han forventer tydeligvis, at vi bruger dem. Selvfølgelig vil vi ofte fejlvurdere fremtiden helt eller delvist, men det er bedre end at nægte at tænke over dem i det hele taget.
TWELVE CONCEPTS, side 40
SBSPD s. 324 –(princippet om at AA i handling kræver, at der ofres megen tid og få penge.)
Nogle af os spørger stadig, “Hvad drejer den tredje overlevering sig egentlig om? Og hvor stor plads skal ‘service’ have?”
Lad os begynde med min egen sponsor Ebby. Da Ebby havde hørt, hvor alvorligt mit drikkeri var, besluttede han at opsøge mig. Han var i New York. Jeg var i Brooklyn. Hans beslutning var ikke nok. Han måtte handle, og han måtte bruge penge.
Han ringede til mig og tog så undergrundsbanen. Pris i alt 10 cents. Åndelighed og penge op i en højere enhed på niveau med telefonboksen og metroens tælleapparat. Den ene ville ikke have ført til noget som helst uden den anden.
Lige i det øjeblik stod Ebby fadder til princippet om, at AA i handling kræver, at der ofres megen tid og få penge.
A.A. COMES OF AGE, P. 140-141