Tilbagefald – hvorfor?

Alkoholisme er en uhelbredelig sygdom , der vil derfor være nogen, der får, hvad der kaldes tilbagefald. De begynder at drikke igen, efter en tid at være holdt op. Det er med alkoholisme ligesom med andre kroniske sygdomme, det er nødvendigt at behandle den som en kronisk lidelse. Den holder ikke lige pludselig op med at være der. Selvom jeg efter nogen tid uden alkohol kan føle, at nu raser sygdommen ikke længere i min krop, så vil den være der alligevel. Hvis jeg ikke er opmærksom på dette faktum, så vil jeg på et eller andet tidspunkt begynde at drikke igen, selv efter flere år som ædru.

AA-programmet lover mig ikke andet end en daglig henstand for min sygdom. Dette er helbredelsen. Ligesom f.eks diabetikere ikke mærker meget til deres sygdom, hvis de husker at følge de råd, diabetikere må følge; tage deres insulin, spise regelmæssigt etc. Så kan alkoholikere ved at praktisere AA-programmet på daglig plan, få et liv hvor alkohol bliver unødvendig.

Det er nu yderst sjældent, at det er savnet af drikkeriet, der fører til tilbagefald. Langt oftere skyldes det, at jeg ikke kan håndtere mine følelser. Og den eneste vej jeg kender ud af dette, er at flygte fra mine følelser og drukne dem i alkohol.

Jeg er af den overbevisning, at et tilbagefald er noget, jeg selv vælger. Måske ikke bevidst, men når jeg vælger at lade være med at gøre, hvad jeg bliver foreslået, vælger jeg også, at jeg ikke kan forvente den daglige henstand fra min sygdom.

Jeg må derfor hele tiden være på vagt overfor tegn i mine følelser, der viser mig, at jeg ikke er i mental balance. Nogle af disse tegn kan vise sig som:

  • Jeg kan godt selv
  • Bliver lettere vred
  • Bliver hurtigere angst
  • Begyndende ensomhedsfølelse
  • Holder op med at søge hjælp – stopper med at gå til møder
  • Arbejder mere for ikke at tænke på mig selv
  • Daglige rutiner stopper eller ændres til det minimale
  • Har ondt af mig selv

Alt dette kan også sammenfattes som, at jeg er holdt op med at søge min Højere Magt. AA programmet foreslår, at jeg finder en tro på en magt større end mig selv. Og at jeg hver dag forsøger at forbedre kontakten til denne gennem bøn og meditation. Holder jeg op med at gøre dette er chancen for, at jeg tager et tilbagefald mangedoblet.

For at holde fast ved mine daglige rutiner, har jeg daglig eller næsten daglig kontakt med andre alkoholikere. Den bedste sikring mod et tilbagefald, er at arbejde med andre alkoholikere.

Læs artikel om tilbagefald af William Duncan Silkworth, lægen der har skrevet Lægens synspunkt i Anonyme Alkoholikere Tilbagefald