Sindsrobønnens oprindelse

Er gået en del sagn om. Tyske AA’ere hævdede med bestemthed, at den var af en preussisk teolog ved navn Reinhold Niebuhr (1892-1971), som har vist sig at være amerikaner, der vistnok aldrig har sat sine ben i Tyskland men nok havde tyske aner.
Så tilskrev man den en tysk digter Christoph i Schwaben, der tilmed tiltog sig æren.

Briterne ved med sikkerhed, at den er forfattet af en ganske vist unavngiven britisk poet i det 14. århundrede.

Mange i AA mener, at den må være skrevet af Francesco Bernardone (1182-1226) – bedre kendt som Frans af Assisi. Andre mener, at den er den mindst dobbelt så gammel.

Den ældst kendte form er forfattet af Torquatus Severinus Boethius, der blev født ca. 480 og levede lige til den romerske kejser Theoderik hev hovedet af ham i 524 på en forræderianklage, skal have forfattet bønnen i fængslet året inden – altså i 523.

Hvor han så har den fra vides ikke. Men indholdsmæssigt kan den nemt være fra før vor tidsregning. Vi ved det ikke. Det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det, at der er tale om et højt inspireret digt, der i langt mere end tusind år haft vægt og gyldighed og fortsat har det.

En af de første AA’ere i USA, Jack beretter, at han fandt den i en dødsannonce i York Herald Tribune i 1942 og tog den med til Bill W. Og siden har den været en del af AAs spirituelle grundlag.

Bill W. skriver i ”AA comes of age”, at aldrig har så meget AA været samlet i så få ord. Den lidt længere form findes i dansk gengivelse (blandt mange andre varianter) også sådan her:

Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan
og visdom til at se forskellen

-og leve én dag ad gangen, glæde mig ved ét øjeblik ad gangen, acceptere trængsler som vejen til fred.
– som Han godtager denne syndige verden som den er,ikke som jeg ønsker den,have tillid til at Han gør alle ting rigtigt, hvis jeg overgiver mig til Hans vilje.
– Og at jeg må være rimeligt lykkelig i dette liv,og overordentlig lykkelig med Ham i det kommende