Få sin sunde fornuft tilbage
Når der i A.A. programmet tales om at få sin sunde fornuft tilbage, så menes der i forhold til alkohol.
Den vanvittige illusion om at denne gang skal nok gå. I dag bliver jeg ikke fuld! Jeg skal bare lige have en enkelt! osv osv
Alle mine erfaringer fortæller mig, at det vil gå nøjagtig, som det plejer. Men min “fornuft” fortæller mig noget andet.
Vi kan være yderst fornuftige i alle mulige andre henseender, men når det kommer til alkohol, så er der i vores “fornuft”, noget der manipulerer os til at drikke, selvom vi egentlig godt ved, at det ikke går.
Så den sunde fornuft vi er nødt til at få genoprettet, er den der gør, at vi også i forhold til alkohol, tror på vores erfaringer.
Når nu vores egen “fornuft” manipulerer med os, så er det ikke en mulighed, at vi selv forsøger at genoprette den. 2. trin foreslår, at vi søger efter en magt, som er større en os selv til at genoprette vores “fornuft”. På den måde, at vi holder op med at leve efter vores egne “gode idéer”, der jo hver eneste gang, har ført os tilbage til flasken.
Det vi opnår ved at søge en højere magt til at give os vores sunde fornuft tilbage, er at vi kommer til at se, at ligegyldigt hvad vi drikker, med hvem vi drikker, hvor vi drikker eller hvor lidt vi drikker, så ender det på samme måde i langt de fleste tilfælde. Så en højere magt, som jeg forstår Ham, vil få mig til at stoppe manipulationen med mig selv.
Jeg får ikke nødvendigvis en masse sund fornuft om hvordan jeg skal priotere, så jeg kan betale mine regninger, eller opføre mig overfor andre mennesker eller en masse andet almindelig menneskeligt.
I afsnittet om 10. trin i Anonyme Alkoholikere står der:
“Vi er holdt op med at bekæmpe nogen eller noget, selv alkohol. For på dette tidspunkt har vi fået vores sunde fornuft tilbage” Anonyme Alkoholikere side 98
Den sunde fornuft vi taler om i trinene, er i forhold til alkohol og ikke noget som helst andet. Det er muligt at vi har masse andre ting, som gør at vi ikke er fornuftige, men det skyldes ikke vores alkoholisme.