Min vej

Jeg er alkoholiker og mit problem er mig.

Jeg lider af alkoholisme, men jeg har ikke drukket siden oktober 2002

Jeg har lært, at det, at jeg drak, gjorde jeg for at forsøge at beskytte mig selv eller fordi jeg fandt det nødvendigt at flygte fra virkeligheden. Mit hovedproblem var ikke drikkeriet, men noget meget dybereliggende. Det fandt jeg ud af ved, at jeg ikke fik det væsentlig bedre ved at holde op med at drikke. Så kunne jeg bare mærke alle følelser og havde ikke længere nogen vej væk fra dem.

Da jeg var mindre, kan jeg i dag se, at jeg altid havde mange venner i forskellige grupperinger. På den måde kunne jeg hele tiden flytte mig fra den ene gruppe til den anden, hvis nogen begyndte at komme for tæt på. Det vidste jeg ikke, at jeg gjorde dengang, men det var noget, der kom til at følge mig hele vejen. Det gjorde, at jeg aldrig følte at jeg helt hørte til nogen steder og jeg altid havde en eller anden rolle, jeg mente, jeg skulle udfylde.

Jeg var meget bange for, at nogen skulle opdage, hvordan det virkelig var med mig. Og her kom alkoholen som en fantastisk løsning. Når jeg fik noget at drikke, så turde jeg ting, som jeg ellers ikke ville gøre. Jeg turde snakke med pigerne og danse. Jeg følte, at jeg blev det, som jeg gerne ville være. Derfor valgte jeg at søge til alkoholen, som et middel for at kunne få lov til at føle mig fri og føle, at jeg ikke behøvede at være bange. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg oftere og oftere måtte søge til alkoholen og at det endte med at jeg drak hver eneste dag.

Jeg er af den overbevisning, at min opvækst intet har at gøre med, at jeg fik alkoholisme. Jeg tror heller ikke, at man kan drikke sig til alkoholisme. Hvem mine forældre var, hvilken farve sut jeg fik, hvor vi boede eller hvor mange penge der var, at mine forældre og bror er døde, har intet at gøre med, at jeg blev alkoholiker. Jeg tror faktisk også, at der findes folk med alkoholisme, som aldrig opdager det, fordi de ikke begynder at drikke. Jeg mener også, at er du en gang blevet ramt af alkoholisme, så er du alkoholiker for altid. Hvilket betyder, at drikker jeg igen, så er jeg tilbage i spiralen, og det er ligegyldigt, hvor længe der er gået, siden jeg sidst drak.

Alkoholisme er en uhelbredelig lidelse. Der viser sig som dels en form for allergi, der gør, at når jeg indtager alkohol, vil min krop fremkomme med et “krav fænomen” om at få mere alkohol. Dels ved en psykisk/mental besættelse, hvor min hjerne forsøger at overbevise mig om, at lige her ville alkohol hjælpe, på trods af alle min tidligere erfaringer. Min sunde fornuft i forhold til indtagelse af alkohol, er holdt op med at fungere. Den kan virke fint på alle andre områder af mit liv, men i forhold til alkohol, har jeg ikke noget forsvar. Alkoholisme viser sig også hos mig som en åndelig lidelse. Jeg reagerer og tror på mine følelser på en uhensigtsmæssig måde. Jeg kan ikke holde ud at være i mine følelser: vrede frygt, skyld og skam, selvmedlidenhed, glæde, som jeg ikke mener, jeg fortjener osv. Det sætter gang i den psykiske besættelse, som får mig til at drikke, som igen sætter gang i allergien, der gør at jeg ikke kan stoppe.

For mig har der været en vej ud af dette morads, og det er total afholdenhed. Og da alle mine forsøg på at opnå dette med min egenvilje, er slået fejl, var det nødvendigt at finde noget større end min egenvilje, der kunne hjælpe mig. Jeg formår ikke, at holde mig ædru ved egen hjælp, jeg er magtesløs overfor alkohol.

Jeg kom til et punkt i mit liv, hvor jeg indså, at jeg måtte have hjælp, hvis jeg ønskede at leve. Denne hjælp fandt jeg i Anonyme Alkoholikere. Ikke fordi jeg tror, mine forældre opdragede mig til, at det var det, jeg skulle opnå i livet, men fordi jeg ikke havde andre muligheder. Min egenvilje havde bragt mig i en situation, hvor jeg ikke kunne finde en vej ud.

Hvad var det, der gjorde, at jeg kunne finde hjælp her, når min egenvilje, min families forsøg, lægers gode råd og diverse terapi ikke havde virket? Anonyme Alkoholikere tilbød mig noget andet end at sætte proppen i flasken og tage mig sammen. Der var et program, bestående af 12 enkle trin, som jeg kunne begynde at leve efter. Jeg skulle forandre min måde at leve på, mit syn på verden og mine værdier. Det er selvfølgelig ikke let for en egenrådig og selvisk alkoholiker som mig, men jeg så, hvordan det havde virket for utallige andre i Anonyme Alkoholikere, så jeg blev villig til at give det en chance.

Efter at have gået til nogle møder, fandt jeg en mand, som jeg kunne se og høre havde fået det rigtig godt, på trods af nogle grusomme historier om hvad der sket, da han drak. Jeg spurgte ham, om han ville vejlede mig gennem programmet, altså ville være, det der i AA er kendt som en sponsor. Det blev hurtigt klart for mig, at mit syn på mig selv, ikke var det samme som sandheden om mig. Og det har derfor været og er stadig rigtig vigtigt at have nogen til at søge vejledning hos.

Gennem Anonyme Alkoholikeres 12 trin har jeg fået ryddet op mit indre liv og jeg har fået gjort godt igen, overfor de mennesker jeg har gjort fortræd på min vej. Jeg har fået et forhold til en magt større end mig selv og jeg har fået nogle nye redskaber til at leve mit efter. programmet i Anonyme Alkoholikere er ikke en serie af eksamensopgaver, jeg skal lave på en tilfredsstillende vis. De er principper, jeg kan leve efter, så jeg ikke længere har behov for, at lade mig styre af mine følelser eller andre mennesker.

Det allervigtigste jeg har fået øje på, er at alle mine problemer i livet er opstået fordi jeg er egoistisk, bange, ubetænksom eller forsøger at sætte mig selv i scene, for at opnå nogle fordele. Kort sagt er alle mine problemer skabt af mit ego gennem min vilje. At lade mine følelser tage styringen i mit liv, er det vi i Anonyme Alkoholikere kalder at have karakterdefekter/fejl. Alle mennesker har følelser, men jeg er som alkoholiker ekspert i at lade disse kontrollere mig. Jeg har fundet ud af at problemet ikke var, at andre behandlede mig forkert, men at jeg forventede, at de behandlede mig anderledes end de gjorde. Problemet var ikke, at jeg var ikke blev forstået, men snarere at jeg ville have min vilje. Jeg forsøgte, at benytte mig af min veludviklede evne til at manipulere, jeg forsøgte med selvmedlidenhed. Jeg gjorde næsten hvad som helst for at få min vilje. Det vil per definition skabe en masse konflikter med mig selv og andre mennesker.

Det er derfor, at programmet i Anonyme Alkoholiker er noget nær genialt. Jeg må starte med at overgive mig. Erkende min magtesløs overfor alkohol og forsøget på at styre mit liv (1. trin)

Dette er den overgivelse, som jeg tror, er forudsætningen for, at jeg kan begynde på at ændre mig. Trin programmet fortæller mig, at den eneste løsning der findes på min alkoholisme, er at få en åndelig opvågnen. I 12. trin bliver jeg lovet, at en sådan vil jeg få, hvis jeg har forsøgt at efterleve de resterende 11 trin.

Men en åndelig opvågning er ikke nogen garanti i sig selv. Her taler jeg af erfaring. Som skrevet i starten har jeg ikke drukket siden 2002, men jeg mødte programmet allerede i 1997 og havde næste 4 år uden alkohol, inden min egenvilje og fornemmelsen af, at det går jo meget godt fik overtaget. Jeg begyndte, at slække på mine rutiner, jeg holdt ikke kontakten med andre alkoholikere og det med at søge min højere magt blev der længere og længere imellem, så en dag drak jeg igen, og jeg tror bestemt ikke, at jeg er noget særsyn i den henseende. Det mest skræmmende er, at da jeg opdagede det, havde jeg faktisk drukket i en måned.

Jeg har i dag et fantastisk liv. Både professionelt, med min familie og i Anonyme Alkoholikere. Det kan jeg have, fordi det allervigtigste for mig er at huske på, at jeg er alkoholiker, derfor er der nogle ting, jeg er nødt til at gøre dagligt og der er nogle ting, jeg må give afkald på.

Jeg kan ikke længere drikke. Her skal jeg lige nævne at der er intet udefrakommende, som kan få mig til at drikke. Som en af AAs medstiftere skriver, så har det aldrig været nødvendigt at hælde spiritus ned i halsen på mig. Det vil altid være mit valg, om jeg drikker igen. Jeg kan ikke længere tillade mig at bære nag eller lade andre følelser være styrende i mit liv. Jeg er nødt til dagligt at søge vejledning hos Gud, som jeg opfatter Ham. Jeg må hver dag prøve at se på, om jeg kan være mere brugbar for mine medmennesker – mere ydmyg. Det er den enkleste måde ikke at lade mig styre af mit ego. Jeg må også gøre godt igen, hvis jeg bevidst eller ubevidst træder nogen over tæerne. Det er alt sammen noget, jeg i dag gør med glæde – både afkald og forandringer. Jeg er ikke blevet religiøs af dette program, men til gengæld er jeg blevet meget troende.

Hvis jeg bruger 15 minutter om morgenen på bøn og meditation og 5 minutter om aftenen på at kigge på min dag, så har jeg 23 timer og 40 minutter til at ødelægge dagen i. Det er bare yderst sjældent, at jeg gør det, når jeg gør mine få daglige ting.

Jeg har fået et liv, hvor det at drikke ikke længere er nødvendigt. Jeg har ikke længere behov at flygte fra verden. Jeg er glad, lykkelig og fri og jeg er blevet i stand til at være noget for andre. Jeg kan hjælpe andre uden at forvente noget igen. Jeg har blandt andet den store glæde er være involveret i service arbejde på både regionalt, landsdækkende og internationalt plan. Jeg har fået vist den tillid, at andre alkoholikere spørger om min hjælp. For det er jeg meget taknemmelig

I dag bliver jeg bedt om at komme. Det er meget stort for en alkoholiker, der vant til at blive bedt om at holde sig væk.

Jeg vil håbe, at du finder din vej til en lykkelig fremtid. Må Gud, som du opfatter Ham, være med dig på din vej.